3. HB møde

Det er ingen hemmelighed at Avalak blev taget med bukserne nede, da vi i januar fik vores drifttilskud og fandt ud af at den var blevet halveret. Det har gjort at vores fokus blev trukket væk fra vores tre opgaver der blev bestemt under generalforsamlingen 2018, for at koncentrere os om hvordan vi bedst reagerer på den pludselige ændring.

Nu er vi endelig så småt ved at komme tilbage til vores oprindelige arbejdsopgaver, og i lørdag d. 23. marts holdt vi hovedbestyrelsesmøde i Odense hvor der blev gjort status af hvor vi er nået til. Vi kan ikke rigtig gøre noget ved at tilskudet er halveret, så vi ser fremad og koncentrerer os om arbejdet der følger med når man er Avalak bestyrelsesmedlem.

En af de ting vi som bestyrelse var enige om, er at manglen på en næstformand sætter Avalak i en usikker situation, dels fordi formanden ikke har en til at støtte sig, dels på grund af man ikke har en til at tage styringen hvis formanden pludselig ikke kan være med. Så hvis du, eller nogen du kender, kunne være interesseret i at arbejde med grønlandske studerendes vilkår på landsplan, så kontakt dit lokale Avalak, eller send en mail til avalak@avalak.org.