Halveringen af tilskuddet

Som de fleste af jer nok allerede ved, så er Avalak’s tilskud blevet skåret ned til 200.000 kr. fra 404.000 kr. og vi kom ud med en særmelding af det til medierne samt vores like side, for nogle dage siden.

Den er hen over weekenden blevet delt mere end 60 gange på facebook og artiklerne fra blandt andet Sermitsiaq, KNR og Nauja Lynges blog på Jyllandsposten, delt flere steder. På den måde har vi nået en masse mennesker, og ud fra det man kan se i debatten på de sociale medier, har Avalak opbakning fra en masse mennesker der heller ikke kan forstå hvorfor tilskuddet er mere end halveret, når Grønland åbenbart har råd til at anlægge nye lufthavne.

Beslutningen om at komme med en særmelding blev taget af hovedbestyrelsen under et møde, efter at have diskuteret hvad man skal gøre, nu hvor vi ikke kunne få et ordentligt svar til vores spørgsmål om hvorfor nedskæringen af tilskuddet skete. Selvom der er kommet en reaktion fra flere departementer, har vi stadig ikke kunnet få et tilfredsstillende svar, men venter spændt på en.